Limoncello Sour – et sikkert og friskt sommerhit på cocktailmenuen
Limoncello Sour er en citron-syrlig rosmarin-cocktail med krydrede noter fra amaroen. Cocktailen består af en limoncello, der er lavet på citronskaller fra Amalfikyste, fra danske Bad Company (Lemon Says Hello), økologisk citronsaft, rosmarinsirup fra danske Samsø Landkøkken, maraschino kirsebær amaro (bitter på italiensk) fra italienske Stambecco og en tørret citronskive til at pynte cocktailen – en cocktail, der smager af intet mindre end sol, sommer og Italien!
Historien bag Limoncello
Limoncello Sour tilhører en kategori af cocktails, der går under navnet sour. En sour indeholder, som udgangspunkt, en grundspiritus, citronsaft og sukkersirup. Grundspiritussen er i denne sour-cocktail limoncello, der er en italiensk citronlikør lavet på citronskaller, som oftest produceres i den sydlige del af Italien, bl.a. Amalfikysten, hvor også denne limoncello (Lemon Says Hello) får sine citronskaller fra.
Limoncello kender de fleste, der har gjort bekendtskab med Italien; oftest som en digestivo altså en form for iskold snaps tilbudt efter måltidet på landets restauranter. Drikken har, som navnet indikerer, været kendt for at kunne bidrage til fordøjelsen efter et måltid. Det italienske bud er dog en langt friskere udgave end mange andre traditionelle digestifs som f.eks. cognac og Fernet Branca.
Stambecco Maraschino Cherry Amaro er en ravfarvet, bittersød likør lavet på maraschino kirsebær og 30 botaniske ingredienser, herunder søde og bitre appelsiner, korianderfrø, oregano, kanel, nelliker og muskatnød. Stambecco er det italienske ord for ibex (alpestenbuk), som er de langhornede bjerggeder, der strejfer omkring de italienske alper nær destilleriet Torino Distillati, hvor Stambecco amaro produceres.
Tip: Tilføj evt. 2 cl æggehvide eller kikærtevand (den veganske variant) i trin 2 forneden, og dry-shake ingredienserne – dvs. ryst ingredienserne i en shaker uden isterninger, og derefter med isterninger (trin 3). Det giver cocktailen et tykkere lag skum og en mere cremet konsistens.
Sådan gør du
Opskrift og ingredienser til 1 stk. cocktail
Ingredienser
- 6 cl Lemon Says Hello Limoncello
- 2,5 cl Økologisk Citronsaft
- 2 cl Rosmarinsirup fra Samsø Landkøkken
- 0,5 cl Stambecco Maraschino Cherry Amaro
- 1 stk. Tørret Citronskive
Opskrift
- Fyld et glas (Lowball) helt op med isterninger (cubes).
- Hæld limoncello, citronsaft, rosmarinsirup og amaro i en shaker (se tip foroven).
- Fyld shakeren helt op med isterninger, og ryst kraftigt, til shakeren føles iskold.
- Hæld shakerens indhold op i glasset.
- Pynt med en tørret citronskive, og nyd cocktailen i godt selskab!