Eternally Grapefruit - en dyb og blød efterårscocktail med grapefrugt
Eternally Grapefruit er en dyb og blød cocktail, der balancerer bitterhed, sødme og syrlighed i én og samme cocktail. Cocktailen består af italiensk gin med noter af bl.a. pink grapefrugt og rabarber, rød grape juice, honningsirup, Angostura Bitter og en halv skive tørret rød grapefrugt til pynt.
Historien bag Eternally Grapefruit
Inspirationen til Eternally Grapefruit, kommer fra den klassiske cocktail Bee's Knees, der helt simpelt består af: gin, citronsaft og honning. Bee's Knees menes at stamme fra forbudstiden i USA (1920-1933), hvor udtrykket blev brugt om noget, der var fremragende eller af høj kvalitet. I denne tid blev citronsaft og honning brugt til at skjule den sommetider tvivlsomme smag af smuglet eller hjemmelavet spiritus (f.eks. gin), der nogle gange blev lavet i badekar (deraf navnet, bathtub gin).
I Eternally Grapefruit, er der ingen grund til at skjule smagen af gin. Tværtimod, så er citronsaft blevet erstattet med rød grape juice for at fremhæve noterne af pink grapefrugt i ginnen.
Tip: Køl dine glas (Coupe) ned i køleskab eller fryser, kort forinden du skal bruge dem – På den måde sparer du isterninger og tid på at fylde- og fjerne isterninger i glassene.
Sådan gør du
Opskrift og ingredienser til 1 stk. cocktail
Ingredienser
- 5 cl Malfy Gin Rosa
- 4 cl Rød Grape Juice, Søbogaard
- 3 cl Honningsirup, Atzen Rømø
- 2-4 dråber Angostura Bitter
- 1 stk. Halv Skive Tørret Rød Grapefrugt
Opskrift
- Fyld et Coupe-glas op med isterninger, så det afkøles (se evt. Tip foroven).
- Hæld Gin, Rød Grape Juice, Honningsirup og Angostura Bitter i en shaker.
- Fyld shakeren helt op med isterninger (cubes), og ryst kraftigt, til shakeren føles iskold.
- Tøm Coupe-glasset for isterninger, og hæld shakerens indhold op i glasset.
- Pynt med 1 stk. Halv Skive Tørret Rød Grapefrugt, og nyd cocktailen i godt selskab!