Opskrift: Sporange

Opskrift: Sporange

Om Sporange

Sporange er en sød og fløjlsblød cocktail, der kombinerer appelsin, Cognac og honning i en unik treenighed. Cocktailen består af appelsin-Aperitivo, V.S.O.P. Cognac, dansk økologisk appelsinjuice, økologisk limesaft, dansk honning og tørrede appelsinskiver som pynt - En perfekt cocktail til de lune sensommeraftener!

I takt med at du nyder cocktailen, vil du opleve, at den langsomt skifter karakter fra let og skummet honningsmag til mere dybe, frugtige noter af appelsin og Cognac. Noterne kommer fra den valgte V.S.O.P. Cognac (Very Superior Old Pale - hvilket betyder, at Cognacen har fået lov til at ”hvile”, altså har lagret, i mindst 4 år) samt den italienske appelsin-Aperitivo, der bl.a. er lavet på appelsin- og citronskaller, timian, hyldeblomst og italiensk vin.

Overgangen fra sommer til efterår, har været inspirationen til denne cocktail, der - lige som årstiderne - skifter karakter fra lys og sødme til mørke og dybde.

Tip: Lav din egen honningsirup, af den overskydende honning, ved at blande 1 del kogende vand med 1-2 dele honning (afhængig af den ønskede konsistens og smag) – lige til at hælde over en lækker salat eller til nye cocktaileksperimenter!

 

Opskrift og ingredienser

Opskrift og ingredienser til 1 stk. cocktail

 

Ingredienser

  • 3 cl Hotel Starlino Aperitivo Arancione
  • 1,5 cl Cognac V.S.O.P. fra Grönstedts
  • 3 cl Økologisk Appelsinjuice fra danske Montauk
  • 2 cl Økologisk Limesaft
  • 2 cl Dansk Honning
  • 1 stk. Tørret Appelsinskive

 

Opskrift

  1. Fyld et glas (hvidvinsglas) helt op med isterninger (cubes).
  2. Hæld Aperitivo, Cognac, appelsinjuice, limesaft og honning i en shaker.
  3. Ryst shakeren uden isterninger (dry-shake), indtil ingredienserne er blandet sammen.
  4. Fyld shakeren helt op med isterninger (cubes), og ryst til shakeren føles kold.
  5. Hæld shakerens indhold op i glasset.
  6. Pynt med en tørret appelsinskive, og nyd cocktailen i godt selskab!

Ældre posts Nyere posts