Guide: Sådan undgår du de 5 mest almindelige cocktailfejl

Guide: Sådan undgår du de 5 mest almindelige cocktailfejl

De 5 mest almindelige cocktailfejl forklaret på 28 sekunder:

 

Det var den korte forklaring, men her er hvorfor 

Vi ønsker, at du laver de lækreste og flotteste cocktails derhjemme (hver gang!). For at hjælpe med det, har vi samlet de 5 vigtigste tips, til når du laver cocktails.

 

1. Følg opskriften

Det første tip er meget simpelt: følg opskriften. Du tænker sikkert allerede nu "ja, selvfølgelig - got it" og er fluks på vej videre til tip nr. 2. Men mange fejl kan undgås, hvis man blot læser opskriften grundigt først.

Man kan være tilbøjelig til kun at læse de første par ord "Hæld gin, sirup,.. i en shaker" og tænke "okay, jeg smider alle ingredienserne i en shaker - videre", men det er f.eks. langtfra altid, at alle ingredienser skal rystes i en shaker.

Et godt eksempel på det, er brugen af kulsyreholdige ingredienser. Smider man f.eks. sodavand eller lignende kulsyreholdige ingredienser i en shaker (da man lige har overset trinnet om at hælde det i til sidst), så risikerer man at få spildt cocktails udover sig selv og andre (og den hvide, sarte stofsofa), da kulsyre får shakeren til at poppe, når man shaker (mere herom i punkt 4).

Derfor (*stor løftet pegefinger*): følg altid opskriften nøje, trin-for-trin.

 

2. Brug et målebæger

Det næste tip er også ret simpelt: mål ingredienserne af, så du får den helt rigtige mængde. Til det anbefaler vi et målebæger (også kaldet en jigger på cocktail-lingo) eller lignende. Igen tænker du nok "ja, ja, ja - det siger sig selv, at det er vigtigt at måle ingredienserne af" og hopper videre til tip nr. 3. Men mange laver faktisk den fejl at tro, at de bare kan sjusse sig frem, og så skal det nok smage godt. Men i virkeligheden er der ofte en grund til, at der skal de mængder i, som står angivet i opskriften - den kan nemlig på forhånd være nøje balanceret i styrke, sødme/syrlighed og smag. Derfor kan det have store konsekvenser for smagen, hvis man hælder for meget eller for lidt i - Om der bruges 0,5 cl eller 1 cl af en ingrediens, kan således være altafgørende for smagen, afhængig af ingrediensen (det er trods alt dobbelt op!).

Dét sagt, så anbefaler vi altid, at man tilpasser cocktailen til ens personlige smag, efter man har smagt den oprindelige opskrift – f.eks. lidt mere citronsaft, hvis man ønsker en syrligere cocktail, eller lidt mere sukkersirup, hvis man ønsker en sødere cocktail (så længe der er ingredienser nok til det i cocktailpakken).

 

3. Is, is, is og mere is!

Is (isterninger) er en af de vigtigste ingredienser i en cocktail og har større betydning for den endelige smagsoplevelse, end man lige skulle gå og tro. Udover selvfølgelig at nedkøle din cocktail, så bruges is også ofte til at udvande cocktailen til den rette smag, f.eks. hvis der er tale om en meget stærk cocktail. Det sker bl.a. ved at cocktailen shakes (rystes) eller stirres (røres). Efter en cocktail er blevet shaket eller stirret, hældes den op i et afkølet glas (f.eks. Coupe- eller Martiniglas) eller i et glas med is, afhængig af cocktailen - f.eks. vil cocktails med kulsyre ofte blive serveret i et glas med is.

Uanset om man fylder en shaker eller et glas med is, så er det vigtigt, at man fylder helt op med is, da isen dermed smelter mindre/langsommere (og dermed udvandes cocktailen mindre/langsommere) - Isen holder nemlig isen kold (ja, det lyder sjovt, men det er faktisk rigtigt).

Derfor er vores tredje tip også "is, is, is og mere is!". Det både smager og ser bedre ud 😉

Du kan læse mere om is i cocktails her.

 

4. "Shake it like you mean it!"

Det er ikke alle cocktails, der skal shakes, men når opskriften nævner, at cocktailen skal en tur i shakeren, så er det vigtigt, at den kommer det. Det gør nemlig en stor forskel for både smag, konsistens og udtryk.

Når du så shaker, så skal den have hele armen! Vores fjerde tip er derfor også "shake it like you mean it!". Cocktailen skal ikke lulles i søvn, den skal vækkes (rystes grundigt), så ingredienserne mikses ordentligt sammen og cocktailen får den rette konsistens og udtryk - skum på toppen af cocktails, er ofte et godt tegn på, at du har shaket cocktailen grundigt nok.

Har du ikke en shaker derhjemme, så kan du også bruge en protein-shaker, drikkedunk, meljævner, syltetøjsglas eller lignende, der kan indeholde isterninger og lukkes til (og selvfølgelig klare at blive rystet).

Du kan også købe vores basic shaker sæt her, så du har alt det mest basale udstyr på plads.

 

5. Shake ikke ingredienser med bobler/kulsyre

Det sidste og femte tip behøver ikke en lang forklaring. Ingredienser med bobler/kulsyre skal ikke shakes. Kommer man dem alligevel i en shaker, så vil shakeren højst sandsynligt poppe, når man shaker, da kulsyren danner et tryk i shakeren, med cocktails overalt til følge - hvilket er spild af dyrebare cocktaildråber samt dit og dine gæsters tøj (og selvfølgelig hvide, sarte stofsofa).

Og selv hvis du skulle være så heldig, at shakeren ikke popper, så vil langt størstedelen af alle bobler/kulsyre være forsvundet og cocktailen være flad.

 

Nu er du klar!

Det var de 5 vigtigste tips til at lave cocktails derhjemme. Så nu er du klar til at gå i køkkenet (eller haven) og lave de lækreste og flotteste cocktails.

God fornøjelse! 🍹

PS: Husk endelig at dele dine cocktailbilleder med os på Instagram eller Facebook med @spiritiumcocktails eller #spiritium.


Ældre posts